Vedtægter for
Gedesby Møllelaug


§ 1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Gedesby Møllelaug og foreningens hjemsted er Guldborgsund Kommune.

§ 2. Formål
Møllelaugets formål er at bevare Gedesby Mølle som et historisk mindesmærke og en turistmæssig attraktion.

§ 3. Medlemmer
Som medlemmer kan optages personer, foreninger, firmaer og selskaber med interesse i Gedesby Mølles bevarelse. Hvert medlem indbetaler ved optagelsen et medlemskontingent for hele indeværende kalenderår og indtil næste kalenderårs ordinære opkrævning, der udsendes til betaling 1. januar. Medlemskontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling.

§ 4. Generalforsamling
Generalforsamlingen er møllelaugets højeste myndighed.Til generalforsamlingen har samtlige medlemmer adgang, og hvert medlem har én stemme.Foreninger, firmaer og selskaber har ligeledes kun én stemme.Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.Ordinær generalforsamling afholdes 2. søndag i juli måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel.Forslag til den ordinære generalforsamling skal være skriftlige og bestyrelsen i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingen. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal i bestyrelsen beslutter dette, eller når mindst 10% af medlemmerne skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter forslag herom med angivelse af de punkter, der ønskes behandlet.Der indkaldes med mindst 8 dages varsel og inden for 30 dage efter modtagelse, med motiveret dagsorden.

§ 5. Dagsorden
På den ordinære generalforsamling skal dagsorden mindst omfatte følgende:
          1. Valg af dirrigent
          2. Valg af protokolfører og 2 stemmetællere
          3. Beretning
          4. Regnskab
          5. Indkomne forslag
          6. Fastsættelse af kontingent
          7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
          8. Valg af revisor og suppleant
          9. Eventuelt

§ 6. Afstemning
De på generalforsamlingen behandlede forslag afgøres ved almindeligt flertal med undtagelse af de tilfælde, der er nævnt i §§ 10 og 11.

§ 7. Bestyrelse
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges for en 2-årig periode, således at 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg på de lige årstal og 4 de ulige årstal. Genvalg kan finde sted.Til bestyrelsen vælges 2 suppleanter, én på lige årstal og én på ulige årstal. Valgperioden er 2 år og genvalg kan finde sted.Til revidering af foreningens regnskab vælges 2 revisorer, én på lige årstal og én på ulige årstal. Valgperioden er 2 år og genvalg kan finde sted. Revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.Ved førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.Bestyrelsesbeslutninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal.Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.Over det på møderne passerede føres referat, som forelægges til godkendelse på næste bestyrelsesmøde.Bestyrelsesmøder indkaldes med udsendt skriftlig dagsorden, ligesom såvel bestyrelsesmedlemmer som suppleanter modtager skriftligt referat af de behandlede punkter.

§ 8. Administration
Overfor myndighederne tegnes lauget af formand, næstformand og kasserer i fællesskab.

§ 9. Regnskab
Møllelaugets regnskab følger kalenderåret, og kassereren fører det daglige regnskab efter retningslinier fra den samlede bestyrelse.Regnskabet afleveres til de på generalforsamlingen valgte revisorer senest den 1. marts.Det reviderede regnskab forelægges på generalforsamlingen af den valgte kasserer. Foreningen opretter girokonto, checkkonto og almindelig bankkonto, og det er kassererens opgave at anbringe midlerne på den måde, der giver det bedste afkast.Kontantbeholdningen bør ikke overstige 5.000 kr.

§ 10. Vedtægtsændringer
Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer går ind herfor, samt at mindst 10% af medlemmerne er fremmødt på generalforsamlingen. Er ovenstående ikke opfyldt, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling som anført i § 4.Ved denne generalforsamling er almindelige afstemningsregler gældende.

§ 11. Møllelaugets ophør
Bestemmelse om møllelaugets ophør kan kun træffes efter samme regler som er gældende for vedtægtsændringer. Ved møllelaugets ophør overdrages aktiverne til Guldborgsund Kommune, såfremt denne myndighed vil overtage Gedesby Mølles drift. I modsat fald bestemmer ministeren for kulturelle anliggender, hvorledes der skal forholdes med møllelaugets ejendele.

Således vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling den 11. juli 2010.

Henrik Bock, formand
Hanne Olesen, næstformand
Else Gere, kasserer
Marcus Marcussen, protokolfører